Når man taler med mennesker, der føler sig generet af duer eller udtrykker holdninger til dem, så anskuer de ofte situationen ud fra én af to vinkler: en objektiv eller en subjektiv.

Den objektive vinkel er, at man konstaterer, at duers efterladenskaber ikke ser så godt ud, at rengøring skal gentages med mellemrum, og at løsninger som påklæbede pigge eller udspændte metaltråde er en udgift, som dog er acceptabel for langt de fleste ejendomsejere. De holder ikke for evigt og kan udgøre en fare for ikke kun duer, men også andre fuglearter – især hvis de (metaltrådene) ikke bliver vedligeholdt (se mere under Duebekæmpelse).

Den subjektive vinkel er karakteriseret ved, at folk kritiserer duernes blotte eksistens: de udtrykker irritation over dem, de ser på dem som skadedyr, tror de er smittespredere og mangler empati i forhold til dyrene. Folk går uden dårlig samvittighed forbi en due, der enten er kommet til skade eller sidder syg hen, medens de aldrig ville passere en hund, der var i samme situation.

Der findes mennesker, der har medfølelse med duerne, og som har en glæde ved deres tilstedeværelse, men de udgør ikke flertallet. Desværre er der ringe eller ingen opbakning fra dyrlæger eller biologer til at hjælpe disse dyr, som i forvejen lever en utrolig hård og udsat tilværelse. Bringer man en tilskadekommen due til dyrlæge, er den eneste ’behandling’ dyrlægen yder som oftest at slå dyret ihjel. Trods det faktum, at duen med den rigtige behandling og pleje i de fleste tilfælde sagtens kan komme sig. Der er desuden hos mange dyrlæger en meget ringe viden om behandling af duer. Det er synd, for der findes mennesker, der gerne vil passe en due til den er rask.

Skadedyrsfirmaerne lever højt på myter om duen som et sygdomsbefængt dyr, og de gentager gerne og ofte udokumenterede påstande på deres hjemmesider. Påstande som får lov at stå uimodsagt. Både det offentlige og private henvender sig til firmaerne for at få løst ’problemer’ med såkaldte ’skadedyr’, og hér svigter den kritiske sans helt: duebekæmpernes ord får lov at stå uimodsagt uden at kunden overvejer, om der måske er økonomiske grunde (de lever af, at du tror på deres påstande) til, at firmaerne kommer med alle mulige skræmmende udsagn, som ofte virker som grebet ud af den blå luft.  At komme med de samme postulater om en række andre, mere populære, dyrearter var aldrig gået.

Duens status
Når duens status har ændret sig til det værre i de sidste mange år, så skyldes det misinformation og deraf følgende mangel på empati og respekt for duen. Som begrundelse for deres modvilje over for duer nævner mange dyrenes efterladenskaber. Men sviner duerne mere end mennesket? Og er det værre med dueklatter end det affald mennesker efterlader overalt i form af plastic, papir, pap, madrester, opkast, tis, cigaretskod m.m. For ikke at tale om hundenes efterladenskaber. Vi finder det ikke rart, men taler dog hverken om drab eller indfangning af den grund. Duerne går rundt som små skraldemænd, og samler spiseligt op. Det er et fåtal forældre, der lærer deres børn, at de skal respektere duerne og lade være med at jagte dem. Da vi hader, hvad vi lærer at hade, så videregiver vi altså et helt forvrænget billede af og en helt urimelig holdning til nogle dyr, som både er spændende, tillidsfulde og som kæmper en hård kamp for overlevelse.