– Pigge. En række af stikkende metalstænger, en slags “fakirer”, som fastgøres med lim eller silikone til f.eks. gesimser. De gør dyrene usikre (det er også meningen), men kan også skade dem ved landing. Især unger eller svage individer kan komme til skade på disse fakirer, idet deres vinger kan hænge fast i de stikkende metalpigge, og unge fugle har ikke kræfter til at komme fri. Mindste onde.

– Gesimser og andre afsatser gøres så skrå (mere end 45°), at duerne ikke kan finde fodfæste på dem. Det gøres f.eks. med cementmørtel eller ved hjælp af metalplader. Skal ikke udføres i ynglesæson, hvor der kan sidde unger på udspring/gesimser/i reder. De færreste husejere vil ofre penge på den løsning, men er ellers en god forebyggelse.

– Tynd rustfri ståltråd eller nylonsnore udspændt nogle få centimeter over gesimser eller tagrygge. Disse tråde bevarer ikke deres spændstighed, og trådene bliver med tiden løse. Fuglene kan derfor komme til skade på eller blive fastholdt i de slappe snore. Et skadedyrsfirma skriver selv: ”Man skal kalkulere og beregne en smule vedligeholdelse på systemet, da wiren kan briste eller blive løs med tiden, og det kan derfor blive nødvendigt at foretage reparation af systemet”. På grund af deres placering vedligeholdes wiresystemerne imidlertid ikke og mange husejere tænker åbenbart ikke over, at de med mellemrum skal bekoste en lift for at reparere systemet. Det udgør derfor en potentiel fare for alle birds. Helt uacceptabel.

– Huller i murene tilmures eller forsynes med fint metal-trådnet. Skal så absolut ikke ske i ynglesæsonen. Men trådnet holder ikke evigt, og kommer der huller i det, betyder det, at duerne kan fanges bag nettet og dø en langsom død. Nogle gange sidder de fast, hvis nettet er for stormaske og også mindre fugle kan komme gennem et stormasket trådnet, men kan ikke altid finde vej ud igen. Uacceptabel løsning hvis ikke der sker jævnlige check. Acceptabelt hvis der foretages jævnlige tilsyn.

– Pasta. Blandt de kemiske bekæmpelsesmidler er klæbende/klistret pasta et eksempel. Intentionen er, at dyret skal føle det ubehageligt at lande på en blød substans. Klæbende pasta hærder over tid, så det mister sin virkning og skal derfor påføres påny. Hvis pastaen ikke gøres ikke-klæbende med talkum efter påsmøring, så kan fugle klistre fast. Pastaen smøres på i striber på gesimser, tagrender, tagrygge, skilte og stænger, som man ikke vil have duer til at sidde på. Det fremføres af nogle firmaer, at disse fuglepastaer ikke må købes af private, og kun må anvendes erhvervsmæssigt af specielle firmaer. Alligevel sælger ét af firmaerne pastaen i sin net-butik. Uacceptabel: det er set, at der er anvendt pastaer, som fugle − især småfugle og unger/svage individer, som ikke har så mange kræfter − er klæbet fast i. Helt uacceptabelt.

– Påsmøringsmiddel: andre påsmøringsmidler forårsager irritation af duernes fødder og ben og skal afskrække duerne fra at lande. Fuglene vil (påstås det) begynde at undgå disse steder. Et dansk firma reklamerer med, at ”den nyeste metode til at skræmme fuglene væk, består af en pasta der får fuglene til at tro, at huset brænder. Herved fortrænges svaler og duer til andre områder”. Det lyder som en ”pænt  indpakket” måde at udføre dyrplageri på. Nogle steder kaldes det Bird Gel. Unacceptable.

Brug ALDRIG polybutylengel. Klæbende gel fremstillet af polybuten kan skade alle fugle og andre dyr, der kommer i kontakt med det. Disse midler må ikke anvendes.Fjerene på fugle, der kommer i kontakt med den koncentrerede, klæbrige gel, bliver skadet og får ødelagt hele eller dele af fjerdragten, hvilket ødelægger den vandskyende hinde på fjerene og kan ødelægge disse så meget, at fuglen forhindres i at flyve. Det er dyrplageri og en overtrædelse af loven. Disse gel-midler er ikke selektive hvad angår HVEM der lander på dem. Andre fugle vil sandsynligvis også lande på gelen, og mindre fugle kan ikke komme fri, hvilket resulterer i en langsom død for dyret. Ifølge udenlandske undersøgelser har det også skadet større fugle som slørugle og tårnfalk. Stoffer i pastaen trækker i øvrigt ud i sten/beton og misfarver denne og gelen er derved skadelig for bygningen.

– Shooting: Helt uacceptabel og fuldstændigt nytteløs.  Bekæmpelsesfirmaer, kommuner eller andre fortæller kunden, at når fuglene er blevet skudt og dræbt, vil der være sat en stopper for problemet; det omvendte er imidlertid tilfældet og det véd bekæmpelsesfirmaerne. Enhver form for “regulering” ved skydning har vist sig ved undersøgelser i større europæiske byer at ØGE dueflokstørrelsen. Undersøgelser har også vist, at antallet af duer vil stige til ikke alene det antal, det var inden nedskydningen, men til et endnu højere antal. Derfor sælges kunden en værdiløs og dyr “service”, og hele seancen skal gentages hver 6-8 uge. Da det næsten er umuligt at dræbe en fugl på størrelse med en due med et almindeligt luftgevær og det ofte sker på stor afstand, bliver et flertal af de fugle, der bliver skudt, kun såret. På grund af sove- og redepladsers utilgængelighed er det praktisk talt umuligt at finde sårede fugle, og som et resultat overlades disse fugle til at dø en lang og lidelsesfuld død. Det er en klokkeklar overtrædelse af dyreværnsloven.

Der er dog også en ulempe for ejere af ejendomme: sårede fugle vil søge ly på andre, nærliggende ejendomme – f.eks. på en gesims, et indhak i en bygningsfacade, i et tagrum eller lignende og det vil få ubehagelige konsekvenser for de pågældende ejendomme, idet der vil ligge rådnende, døde fugle på svært fremkommelige steder. For ikke at tale om den føromtalte lovovertrædelse det er, at lade et såret dyr dø langsomt af skudsår. Udenlandske undersøgelser afslører, at det ikke er ualmindeligt, at ejendomsejere finder døde og døende duer forskellige steder i deres ejendom flere dage efter skyderiet.

– Laser light anvendes nogle steder mod fugle, men anses som ”bedre” til andre fugle end duer. Laserlys er absolut ikke ufarligt at anvende, hvor mennesker og andre dyr færdes, ikke mindst på grund af risikoen for øjenskader. Tankeløse kunstnere får nu og da tilladelse af kommuner (som åbenbart ikke ligefrem har tanke for dyreværn) til at lave kunstprojekter med laserlys i byerne. Tankeløst og helt uacceptabelt.

– På altaner er det ofte brugt at spænde nylonfiskeline frem og tilbage foran åbningen eller ophænge net. Dyrene har stor risiko for at blive viklet ind i linerne (som er bløde og giver efter), hænge fast i nettet og derved komme til skade eller blive fanget bag det (bl.a. også småfugle, der kan komme gennem maskerne). Unacceptable og tankeløst.

- By trapping opstilles særlige fælder eller lokkeslag. Dette gøres af visse skadedyrsbekæmpelsesfirmaer, men private folk forsøger sig til tider også, og nedsætter sig uden kontrol og viden til selvbestaltede fuglefangere og -dræbere. Folk kan glemme at tilse fælderne, som kan stå på et tag i stærk varme/sol eller i nedbør og blæst i (måske) dagevis. Desuden overlades det til ukyndige at dræbe dyrene. Endelig er metoden uacceptabel, fordi det er dybt frustrerende for et vildt dyr at blive lukket inde og endnu mere frustrerende, hvis det ikke kan komme tilbage til deres æg eller levende unger. Duerne vil blive ved med at flyve mod fældens sider, for at komme ud. Dyreværnsmæssigt HELT uacceptabelt. Det er i øvrigt ved en række store undersøgelser bevist, at indfangning af fugle – selv i stor stil – slet ikke hjælper med at nedbringe bestanden – tværtimod. Helt uacceptabelt.

– Indfangning af duer om natten, medens de sover. Uacceptabelt af samme årsager som tidligere anført: unger og æg i en rede, som imidlertid befinder sig et andet sted. Det er således den ene forældrefugl man fanger, og den anden efterlades til at sørge for ungerne helt alene. Der anvendes desuden meget barske (og dyreværnsmæssigt helt uacceptable) og ineffektive aflivningsmetoder. Som tidligere nævnt: antallet mindskes ikke – tværtimod. Enhver form for “regulering” ved indfangning eller skydning har vist sig ved undersøgelser i større europæiske byer at ØGE dueflokstørrelsen. Undersøgelser har også vist, at antallet af duer vil stige til ikke alene det antal, det var inden nedskydningen, men til et endnu højere antal. Dyrplageri. Unacceptable.

– Live rails rammer alle fugle – ikke kun klippeduer. Dyreværnsmæssigt helt uacceptabelt i lighed med strømførende tråde, som sættes rundt om statuer o.l. Helt, helt uacceptabelt.

– Etablering af rovfuglereder i byen. Det er et forslag, som for nogle år tilbage blev fremført af folk, der gerne ville fremstå lidt poppede og smarte. Undersøgelser fra andre lande viser, at det absolut ingen effekt har og desuden er en stor udgift for en kommune. Man må se i øjnene, at det indebærer én lang dyremishandling, mange mennesker vil finde det stærkt ubehageligt og chokerende at se rovfugles drab på duer og andre fugle blive hverdagskost. Uacceptabelt og helt nytteløst.

– To rent a falconer til at besøge pladser i byen, hvor duer holder til. Helt uacceptabel: indeholder samme indsigelse som før, er desuden en yderst bekostelig affære, og de dræbte duer kan have unger hjemme i reden. Metoden er forsøgt på Trafalgar Square i London – avisen London Evening Standard skrev 21. september 2009: “The cost of flying a hawk to scare pigeons away from Trafalgar Square has soared to almost £60,000 a year. The bird of prey is flown daily for up to four hours as part of efforts introduced by former mayor Ken Livingstone to disperse birds he dubbed ‘flying rats’. Since the scheme started in July 2003, a total of £354,829 has been spent on hawks and 130 pigeons have been killed. This equates to £2,729 spent per dead bird. Figures released to The Standard show that in the last financial year the scheme cost £59,020.”. The Guardian skrev: “should the hawks keep flying – or is it time Londoners learned to peacefully coexist with pigeons?” ( … eller er det på tide, at Londons indbyggere lærer at leve i fredelig sameksistens med duer?) Flere aviser kaldte det “blood sport on Trafalgar Square” (blodsport på Trafalgar Square).